Hovedbillede
Billede
87148744
Titel

DR P8 JAZZ uddeler nyindstiftet pris

Dato
Intro

DR P8 JAZZ uddeler for første gang den nyindstiftede pris - DR P8 JAZZ Prisen - til DMA Jazz, der finder sted søndag den 24. november på Aveny-T i København.

Waves
Indhold

DR P8 JAZZ uddeler for første gang den nyindstiftede pris - DR P8 JAZZ Prisen - til DMA Jazz, der finder sted søndag den 24. november på Aveny-T i København.

For første gang nogensinde uddeler DRs digitale jazz-kanal P8 JAZZ i år 'DR P8 JAZZ Prisen' til årets DMA Jazz på Aveny-T i København.

Prisen uddeles til en person, initiativ eller organisation, som har udmærket sig særligt inden for jazzen i løbet af det seneste år. Om prisen siger kanalredaktør for DR P8 JAZZ Gustav Lützhøft:

- Den nye pris skal være et stort og varmt skulderklap fra hele DR P8 JAZZ og alle kanalens lyttere. Jeg håber, at fremtidige modtagere af P8 JAZZ Prisen vil betragte det som en stor hæder at modtage prisen.

De nominerede i år er:

- Spillestedet Jazzhus Montmartre
- Festivalen Tversted Jazzy Days
- Spillestedet Mayhem
- Festivalen Modern Jazz Days

Lytterne bestemmer

Det er DR P8 JAZZ' lyttere, der afgør, hvem af de fire nominerede, der fredag 24. november kan gå hjem med den nyindstiftede pris. Allerede nu kan man stemme ved at sende en sms til 1212.

I beskeden skriver man 'jazz [mellemrum] A' for Jazzhus Montmartre, 'jazz [mellemrum] B' for Tversted JazzyDays, 'jazz [mellemrum] C' for Mayhem og 'jazz [mellemrum] D' for Modern Jazz Days. Afstemningen løber frem til 17. november.

Man kan også stemme pr. mail ved at skrive navnet på én af de fire nominerede i emnefeltet til p8prisen@dr.dk.

P8 JAZZ sender direkte fra DMA Jazz

DR P8 JAZZ har de seneste år dækket DMA JAZZ, og i år er ingen undtagelse. P8 JAZZ er således med live hele aftenen, når de eftertragtede statuetter skal uddeles på Avenue-T i København. Det bliver de to P8 JAZZ værter Stine Danving og Niels Christian Cederberg, der skal guide lytterne igennem prisuddelingen og ikke mindst de optrædende på aftenen.

P8 JAZZ sender hele showet inklusiv koncerter direkte søndag den 24. november fra klokken. 18.00-24.00. Man kan høre portrætter af de nominerede på DR P8 JAZZ i ugerne op til den store prisuddeling.

Læs mere om DMA Jazz og køb billetter på www.dmajazz.dk

 

Om de nominerede:

Spillestedet Jazzhus Montmartre

Jazzhus Montmartre åbnede i Store Regnegade i København i 1959. Her lå det frem til 1976 og satte i den grad den danske hovedstad på jazz-verdenskortet. Efter en flytning til Nørregade og en lukkeperiode på 15 år, genåbnede spillestedet i de gamle lokaler.

I år har Montmartre installeret fire HD-kameraer, der peger mod scenen og fanger hver en musikerbevægelse. Billeder og lyd fra koncerter sendes ud på Montmartres nye live stream tv-kanal, så jazzfans over hele verden kan se med, imens det sker.

Jazzhus Montmartre er nomineret til DR P8 Jazz-prisen for med deres nye live stream tv-kanal at udbrede jazzen og give flere mulighed for at overvære spillestedets eksklusive koncerter samtidig.

Festivalen Tversted Jazzy Days

Tversted Jazzy Days har eksisteret siden 1999 og har siden da haft til formål at give ungdommen og den musikinteresserede i og omkring Tversted bedre adgang til jazz i en afslappet, men international atmosfære.

Derudover har Jazzy Days med projektet jazzytalents taget skridtet videre og giver jazztalenter en mulighed for at lege med, lære om og udøve jazz i selskab med professionelle jazzmusikere.

Tversted Jazzy Days er nomineret til DR P8 Jazz-prisen fordi de ambitiøst har bragt både store og små jazznavne til den danske provins og har derved skabt kulturelle aktiviteter i én af regionernes yderområder.

Spillestedet Mayhem

Spillestedet Mayhem ligger i Københavns Nordvestkvarter og har eksisteret siden 2010.
Mayhem bliver dagligt ledet af fire entusiaster fra blandt andet koncertforeningen KNTN og kunstnerkollektivet yoyooyoy. Det fungerer som gratis platform for arrangører, der utrætteligt undersøger og eksperimenterer med musikformer og lydkunst.

Mayhem er nomineret til DR P8 Jazz-prisen for sit engagement i at skabe rammer for en musik, der ikke er mainstream og umiddelbart radioegnet, og på den måde give musikerne mulighed for at udfolde sig foran et livepublikum

Festivalen Modern Jazz Days

Modern Jazz Days i Køge har eksisteret siden 2012. De har som ny, dansk jazzfestival formået at opbygge et ambitiøst, moderne og genreblandet, og har haft både prominente lokale navne og internationale navne på plakaten.

Modern Jazz Days er nomineret til DR P8 Jazz-prisen for at trække de både store navne til byen, samtidig med at de formår at udøve talentpleje og give sceneplads til nye, relativt uprøvede jazzmusikere.