Hovedbillede
Billede
Titel

Netværks- og genrespillestederne er den manglende brik på den danske livescene

Dato
Intro

I forbindelse med de kommende finanslovsforhandlinger, skal det besluttes, hvorvidt ordningen Netværks- og genrespillesteder skal videreføres. De danske genreorganisationer, der består af Art Music Denmark, JazzDanmark, ROSA og TEMPI, som tilsammen repræsenterer et stort udsnit af den danske musikscene, ser en stor værdi i ordningen, og vi mener derfor, at man bør fastholde og udbygge den fra 2025 og frem.

Waves
Indhold

Netværks- og genrespillestederne er den manglende brik på den danske livescene

I forbindelse med de kommende finanslovsforhandlinger, skal det besluttes, hvorvidt ordningen Netværks- og genrespillesteder skal videreføres. De danske genreorganisationer, der består af Art Music Denmark, JazzDanmark, ROSA og TEMPI, som tilsammen repræsenterer et stort udsnit af den danske musikscene, ser en stor værdi i ordningen, og vi mener derfor, at man bør fastholde og udbygge den fra 2025 og frem.

Geografisk spredning og lokal forankring

Netværks- og genrespillestedsordningen styrker spillestedernes rolle i det lokale kulturliv ved at fokusere på netværk og samarbejde med lokale musik- og kulturaktører. Dette har en positiv afsmitning på de lokale vækstmiljøer og betyder samtidig, at spillestedernes aktiviteter er bredt forankret hos publikum.

Ordningen hjælper endvidere med at udbrede nichegenrer til hele landet, og er på den måde med til at skabe et rigere og mere mangfoldigt koncertudbud for publikum uden for de større byer, samt øgede indtjeningsmuligheder for musikere indenfor nichegenrerne. Den fungerer som et vigtigt supplement til honorarstøtte-ordningen og de regionale spillesteder og forløser et stort potentiale blandt de mange dygtige arrangørmiljøer rundt i landet.

Nye formater og udvikling af livemusikken

I en branche der i tiltagende grad er præget af multinationale aktører, streamingtjenester, sociale medier og "big business", udgør Netværks- og genrespillestederne et mulighedsrum med plads til nye koncertformater, samt nytænkning af relationen mellem spillested og publikum.

Dette potentiale har de eksisterende ti spillesteder til fulde indfriet, og de har på inspirerende vis vist hvordan, at stærke, inkluderende fællesskaber og innovative formater styrker diversiteten og engagementet blandt både publikum og kunstnere. Vi ser derfor et stort potentiale i Netværks- og genrespillestederne som katalysator og laboratorium i forhold til udviklingen af fremtidens liveformater.

Den næste generation

Netværks- og genrespillestederne har vist sig særdeles velegnede og kompetente i forhold til at rekruttere og oplære den næste generation af kulturiværksættere, og mange steder er unge mennesker blevet inviteret indenfor i maskinrummet og har derved fået et aktivt ejerskab i stedernes drift, programlægning og udvikling. 

Denne åbenhed over for samarbejde og involvering af unge er med til at styrke de lokale musikmiljøer og bidrager samtidig til øget trivsel hos de involverede. Indsatsen er også med til at opkvalificere branchen som helhed, idet de unge tidligt tilegner sig færdighederne til at producere og udvikle kulturelle aktiviteter på egen hånd. I forhold til udmøntningen af det kommende kulturpas, ser vi derfor også Netværks- og genrespillestederne som en oplagt central aktør.

Kort sagt… 

  • Netværks- og genrespillesteder har fra starten af været en god idé, og de ti eksisterende Netværks- og genrespillesteder har på kun to år vist det store potentiale, der ligger i at gentænke spillestedernes rolle og forankring lokalt og nationalt.

  • Ordningen bidrager i stort omfang til både vækstlagsmiljøerne og den professionelle scene. 

  • Vi mener, at ordningen udgør en manglende brik på den danske livescene, som det vil være katastrofalt at fjerne igen efter et så entydigt positivt erfaringsgrundlag. Faktisk ser vi en fordel i at udvide med flere spillesteder, gerne med et fokus på at favne et endnu bredere udsnit af dansk musik. 

 

Skrevet af

Anders Ørbæk (bestyrelsesleder, JazzDanmark), Eva Frost (direktør, JazzDanmark), Evrim Citirikkaya (bestyrelsesleder, TEMPI), Laia Canals (direktør, TEMPI), Anja Følleslev (bestyrelsesleder, ROSA), Conny Jørgensen (direktør, ROSA), Asbjørn Nørgaard (bestyrelsesleder, Art Music Denmark), Regin Petersen (direktør, Art Music Denmark)

På vegne af 

JazzDanmark - genreorganisationen for jazz og beslægtede genrer

ROSA - genreorganisationen for pop, rock og beslægtede genrer

TEMPI - genreorganisationen for roots og beslægtede genrer

Art Music Denmark - genreorganisation for ny kompositionsmusik, klassisk musik, lydkunst og beslægtede genrer.

Kontakt
Navn
Eva Frost
Yderligere
Direktør
E-mail
eva@jazzdanmark.dk
Navn
Tobias Bendixen
E-mail
tobias@jazzdanmark.dk