Carsten Dahl

Af: 
Niels Overgaard
(foto: Steen Tronsgaard)

 

(f. 1967)

Pianist

 

Carsten Dahl begyndte at spille på trommer som 9-årig. Da han var 14 år gammel, var han allerede brugt som studiemusiker. Som 19-årig kom han på Det Rytmiske Musikkonservatorium. Her havde han den legendariske amerikanske trommeslager Ed Thigpen som lærer. Han droppede efter 2 år trommerne til fordel for klaveret. Ed Thigpen satte sin stilling på spil, for at Carsten Dahl kunne få lov til at fortsætte med klaveret på konservatoriet.

 

Han begynder i starten af 90'erne at spille i Embla sammen med Niels Præstholm, Thomas Agergaard, Anders Hentze og Staffan Svensson. Her grundlægger han det pianospil, som han langt senere i karrieren genoptager. Via saxofonisten Agergaard møder han trommeslageren m.m. Thomas Blachman og bassisten Lennart Ginman. Dahl medvirker i Thomas Blachmans diverse jazz/hip hop projekter op gennem halvfemserne. Han danner trio med Ginman og trommeslageren Frands Rifbjerg, de laver et par plader for Storyville i 90'erne. Senere indspiller de en række albums for det japanske pladeselskab Marshmallow, materialet er udelukkende standards, her dyrker Dahl specielt inspirationen fra Bud Powell. Sammen med Thomas Blachman og Lennart Ginman opnår han stor succes i trioen GinmanBlachmanDahl, der kendes for deres fyrige live-optrædender. Han genforenes med sin gamle lærer og mentor Ed Thigpen i dennes trio, hvor de bl.a. spiller med Joe Lovano. I en periode fra midten af 90'erne og et stykke op i 00'erne medvirker han som sideman hos mange forskellige kunstnere: Ulf Wakenius, Hanne Boel, Christina Dahl, Cæcilie Norby, Mads Vinding, Alex Riel, Tomas Franck, Lars Møller, Thomas Hass, Embla, Niels Ryde, Richard Boone, Jesper Lundgaard, Per Goldschmidt, Klaus Rifbjerg, Chili Turéll og flere andre. 

 

I 2007 blev Carsten Dahl tilknyttet det klassiske Ensemble MidtVest som kunstnerisk konsulent. Her har han bl.a. fået ensemblet til at arbejde med fri improvisation. Blandt de mange projekter de har lavet sammen er der f.eks. musikken til Fritz Langs stumfilmklassiker Metropolis. Carsten Dahl har i flere år arbejdet med Bach's Goldberg Variationer med henblik på pladeudgivelse. Den bliver udgivet i efteråret 2013 sammen med Das Wohltemperierte Klavier og Dahls egen Kromatiske Inventioner på  det tyske pladeselskab tyske Sony Classical. I foråret 2013 uropføres Dahls orkesterværk Den Femte Dimension for symfoniorkester og kor, der er tilegnet Per Nørgaard. 

 

I 90'erne underviste han på konservatoriet i Esbjerg. I 2011 udnævntes han for 5 år som professor på Det Rytmiske Musikkonservatorium i København.

 

Han er angstambassadør for Psykiatrifonden, hvor han med udgangspunkt i egne oplevelser tager ud og holder foredrag om angst, kombineret med soloklaverkoncert. Soloklaveret fylder meget i Carsten Dahls karriere, og det er også for to soloplader, at han har fået DMA Jazz-prisen for årets bedste plade i 2004 og 2011. Her henter han både inspiration hos eksempelvis den klassiske pianist Glenn Gould eller jazzpianister som Keith Jarrett, Bill Evans og Bud Powell. Han dyrker improvisationen i yderste konsekvens.

 

Carsten Dahls karriere har i de senere år været delt mellem soloklaveret, trioer og Carsten Dahl Experience. Her har han præsenteret det, der har gjort ham til noget helt specielt på den danske musikscene. Med en hud- og kompromisløs tilgang til jazzen har han skabt musik, der overskrider grænser og afsøger nye territorier. I 2011 vendte Carsten Dahl lejlighedsvis atter tilbage til trommerne i trioen The Crazy Constellation Trio sammen med Hugo Rasmussen på bas og Søren Kristiansen på piano.

 

Priser:

Ben Webster Prisen 1997, Jasa Prisen 2002, DMA Jazz i 2004 for pladen Solo Piano, Django D'or Prisen i 2006 "Master of Jazz", DMA Jazz i 2011 for pladen Effata, Jazz Specials pris for årets plade 2011 for Metamorphosis.

 

Diskografi i udvalg:

 

Solo

The Butterfly dream (Storyville 2000)

Solo Piano (Stunt 2003)

Copenhagen Aarhus (Deutsche Grammophon/Edge Music 2005)

Effata (Storyville 2011)

Dreamchild (Storyville 2012)

 

Carsten Dahl

Jazzpar 2000 Quartet (Storyville 2000)

Charlie Butterfly (Sundance 2002)

Carsten Dahl Experience

Humilitas (Storyville 2010)

Metamorphosis (Storyville 2011)

Carsten Dahl/Arild Andersen/Patrice Heral

The Sign (Stunt 2002)

Moon Water (stunt 2003)

Carsten Dahl/Arild Andersen/Jon Christensen

Short fairytales (Emarcy/Universal 2008)

Space is the place (Storyville 2012)

 

GinmanBlachmanDahl

Rounds (Olufsen 1993) med Thomas Agergaard

Testing 1-2-3-4 (ManRec 1998) med Thomas Agergaard

Charm school for pop singers (ManRec 1999) med Claus Hempler

The library Concerts (Verve 2003)

GinmanBlachmanDahl! (Verve 2004)

Testing 1-2-3-4 (Verve 2005) DVD

 

Carsten Dahl Trio

Will You make my soup hot & silver (Storyville 1997)

Message from Bud (Storyville 1999)

Blue Train (Marshmallow 2005)

God bless the child (Marshmallow 2006) med Bob Rockwell

Bebopish Rubbish Rabbit (Marshmallow 2007)

 

Ed Thigpen Trio

It's entertainment (Stunt 1998)

You are so beautiful (Music Mecca 1999) med Katrine Madsen

Tribute to Night train (Ploug Partnership 2007)

Live at Tivoli, Copenhagen You and the night and the music (Stunt 2010)

Ed Thigpen Rhythm Features

The element of swing (Stunt 2001)

 

Carsten Dahl/Mads Vinding/Alex Riel

Six hands three hands one heart (Stunt 2000) som Mads Vinding Trio

In our own sweet way (Storyville 2009)

Embla

Contemporary Danish Jazz (Olufsen 1994) med Thomas Agergaard, Niels Præstholm etc

 

Find de bedste priser på mp3, cd, vinyl m.m. med denne kunstner på Airplay Music: