Hovedbillede
Billede
IMG 1398
Titel

Dansk Jazz indtog Bremen

Dato
Intro

Omkring 150 danske musikere og branchefolk var samlet til den største messe for jazz i verden, jazzahead! Danmark var partnerland på messen, og det betød en masse koncerter med danske bands og et øget fokus på det lille nordiske land med de store jazztraditioner.

Waves
Indhold

Det er et gedemarked. Eller nærmere et jazzmarked: Delegerede i tusindvis fra over 50 forskellige lande valfarter hvert år til jazzahead! messen i Bremen for at lave nye aftaler, netværke, høre musik og opsøge nye muligheder. I år var Danmark partnerland på denne kæmpebegivenhed i Bremen, Tyskland. Over 100 danske musikere var i sidste weekend med til at gøre, at Danmark havde en hovedrolle ved dette års jazzahead! messe.


Et års forberedelser kulminerede på 4 dage i Bremen fra den 24.-27.april. Startskuddet var den første aften, hvor "Danish Night" kunne præsentere 8 danske bands for gæster og branchefolk fra hele verden. De 8 bands var særligt udvalgt af en international jury bestående af bookere fra en række spillesteder og festivaler. Alle koncerterne spillede for fulde huse, og det var da også en samling tilfredse musikere, der kunne gøre status i dagene efter koncerterne:

"Vores tyske bookere "Handshake Booking" er pludselig blevet kontaktet af seks tyske klubber/festivaler. I de første par måneder af vores samarbejde har de haft lidt svært ved at få hul igennem, så det er rigtig, rigtig fedt."

udtaler en tilfreds Martin Stender fra gruppen Girls In Airports, der også er blevet kontaktet efterfølgende af bookere fra bl.a. England, Kina, Rusland og Sydkorea. 

jazzahead!: Kontakter, kontrakter og gigs

Men det er ikke kun Girls In Airports, der har fået noget ud af at deltage på jazzahead showcasen. Aske Drasbæk Group har fået kontakt til 4 festivaler og fået anmeldelser i All about  Jazz og London Jazz Times, mens Søren Bebe er blevet tilbudt jobs i både Tyskland og Tjekkiet. Trioen Phronesis har lavet en aftale med en tysk agent og har også flere jobs på internationale festivaler i sigte. Også Snorre Kirk Quartet har positive oplevelser med fra Bremen: 

"Indtil videre har vi af konkrete ting fået en koncert på en finsk Jazzfestival til december, er blevet spillet på et par forskellige finske radiostationer, har fået en halv aftale på plads om en koncert på en Israelsk Festival til næste år. Vi har også  fået kontakt med en canadisk booker, der vil give os et skud i Canada, når vores næste plade kommer ud. Alt i alt nogle meget positive ting, som vi nok ikke ville være kommet til på anden vis i hvert fald."

Bigbandet Blood, Sweat, Drum + Bass har udover en masse postitive tilbagemeldinger på koncerten også startet en dialog med en række festivaler i både Europa og Mellemøsten. Og sidst men ikke mindst har både Live Foyn Trio og Ibrahim Electric fået både masser af respons fra en hel række folk fra musikbranchen og konkrete kontakter, som de kan arbejde videre på. De samlede resultater af dette års showcases kan vi nok først se om et års tid.

Du kan se alle koncerterne i fuld længde, hvis du klikker HER.

Du kan høre Niels Overgaards 4 podcasts fra Jazzahead på JazzDanmarks soundcloud HER.

Jazzfotografen og divaen 

Den danske jazzfotograf Jan Persson modtog "Jazzahead Skoda award" for sit livslange arbejde med at dokumentere musikere i jazzverdenen. Det var en motiveret og frisk Per Arnoldi, der kunne overrække prisen til Jan Persson ved en stor ceremoni i Bremen. Jan Perssons billeder er lige nu udstillet i Artdocks galleri i Bremen fra 27. april til 7. juni 2014. Der var et danske band bag Gitte Hænnings udsolgte koncert i "Die Glocke", en af Bremens største koncertsale. Det var Aarhus Jazz Orchestra, der leverede musikken til Gitte Hænning, der stadig den dag i dag er et kæmpe navn på den tyske musikscene. 

Publikum kunne også opleve mere uformelle koncerter i Bremen, hvor Lennart Ginman og Christina Dahl stod i spidsen for en stor jamsession på Park Hotel. De 3 bands Sidsel Storm Quintet, The KutiMangoes og Six City Stompers spillede også i Bremen under dette års jazzahead!, som en del af deres clubnight. Som rosinen i pølseenden spillede Carsten Dahl og Palle Mikkelborg sammen med WDR Big bandet til en stor afslutningskoncert om søndagen.

Dansk Jazz i rampelyset 

Udover alle de medvirkende bands,musiker og branchefolk havde Jazzdanmark også sørget for en masse alternativ markedsføring af Danmark med Christiania Cykler, hjemmelavede jazzbroderier, lightere, stickers og en masse andre gimmicks for at lede opmærksomheden hen på Danmark. Turistorganisationen Visit Denmark havde dette år også en stand på messen, hvor de serverede danske specialiteter og informerede om kulturturisme i Danmark. 

Det kan være svært at spå om resultaterne af én af dansk jazz' største showcase satsninger nogensinde. Tiden vil vise, om den samlede indsats har båret frugt. Men at dømme efter reaktionerne efter dette års jazzahead!-messe har "die dumme dänen" efterladt et godt og vedvarende indtryk.