Hovedbillede
Billede
Udklip 3
Titel

Danske jazzplakater i Kina skal øge musikeksport og turisme

Dato
Intro

I starten af juni 2015 åbner to udstillinger i Kina med Copenhagen Jazz Festivals plakatkunst som tema. Allerede nu er der stor interesse for udstillingerne og de tilhørende åbningsevents, og dermed får flere mio. kinesere mulighed for at stifte bekendtskab med festivalen og dansk kultur.

Waves
Indhold

I starten af juni åbner to udstillinger i Kina med Copenhagen Jazz Festivals plakatkunst som tema. Allerede nu er der stor interesse for udstillingerne og de tilhørende åbningsevents, og dermed får flere mio. kinesere mulighed for at stifte bekendtskab med festivalen og dansk kultur.

Den 1. og 2. juni 2015 åbner udstillingen ’The Visual Arts of Copenhagen Jazz Festival’ i henholdsvis Beijing og Shanghai. Dermed får kineserne mulighed for at beundre de plakater, postkort, t-shirts og billeder, der siden 1979 har fungeret som vartegn for Copenhagen Jazz Festival.

Der forventes at komme over 700 inviterede gæster til åbningsaftenen på det nye udstillingssted No. 7 Space i det hippe ’798 District’ i Beijing, heriblandt den danske ambassadør Friis Arne Petersen. Begivenheden dækkes også af den kinesiske mediegigant LETV, der hver dag når ud til knap 50 mio. brugere i Kina. I Shanghai åbnes udstillingen på spillestedet On Stage, som er en del af den hurtigt voksende jazzorganisation JZ Group. Ved de to åbninger spiller den prisvindende danske pianist Nikolaj Hess med trioen Hess/AC/Hess Spacelab.

Udstillingerne varer i cirka 14 dage, og det er organisationerne Danish Music in China og JazzDanmark, der er ansvarlige for projektet. Det er en del af ’Kultursatsning i Kina 14/15’, som blandt andre Kulturministeriet står bag. Udstillingerne åbnes desuden i samarbejde med China Radio International og programmet ’All that Jazz’, som har en fast lytterskare på over 3 mio. kinesere.

Martin Røen fra Danish Music in China udtaler:

”Copenhagen Jazz Festival er i dag en af de største danske kulturbegivenheder med 250.000 besøgende og godt 1.200 koncerter. Samtidig repræsenterer de 35 festivalplakater det ypperste inden for dansk billedkunst. Udstillingerne rummer således en kombination, der forhåbentlig vil styrke de seneste års tendens til kinesisk interesse for dansk kultur. Opmærksomheden omkring udstillingerne kan være med til at skabe øget eksport, turisme og kultursamarbejde mellem Danmark og Kina.”

Også formanden for Copenhagen Jazz Festival, Anders Laursen, glæder sig over, at plakattraditionen kan bidrage til at markedsføre Danmark og festivalen ude i verden:

”Med de to udstillinger får vi lejlighed til at fortælle historien om Copenhagen Jazz Festival for et stort kinesisk publikum. Plakaterne viser forskellige stilarter og en historisk udvikling, som forhåbentlig vil kunne inspirere og skabe glæde hos de besøgende. Jeg håber, at udstillingerne medvirker til, at endnu flere kinesere får interesse for dansk jazz og for København og vil aflægge festivalen et besøg engang i fremtiden.”

Copenhagen Jazz Festival har netop lanceret årets plakat, som er lavet af kunstneren Julie Nord. Festivalen varer i år fra den 3. til 12. juli, og det trykte program udkommer den 1. juni med navne som Lady Gaga/Tony Bennett, Lizz Wright, Salif Keita og Herbie Hancock/Chick Corea. 

Læs mere

Projektet er et af de sidste i ’Kultursatsning i Kina 14/15’. Læs mere om satsningen her.

Læs om Copenhagen Jazz Festivals plakattradition og dette års kunstner, Julie Nord, her.

Se programmet for Copenhagen Jazz Festival 2015 her.

The Visual Arts of Copenhagen Jazz Festival (哥本哈根爵士节视觉艺术展)

Beijing: No. 7 Space, 798 District, Beijing

Shanghai: On Stage, A2-101, Red Town 570# Huaihai Lu, Changning District, Shanghai