Overskrift

Vedtægter

Waves
Indhold

for den selvejende institution JazzDanmark

§1 Navn, hjemsted og styrelsesgrundlag 

Stk. 1: Den selvejende institutions navn er ”JazzDanmark”.

Stk. 2: JazzDanmarks hjemsted er Københavns Kommune

Stk. 3: JazzDanmark er undtaget lov om erhvervsdrivende fonde i henhold til lovens § 1, stk. 4, nr. 5, stk. 3, hvori det bestemmes, at selvejende institutioner, der som vilkår for godkendelse eller tilskud fra det offentlige er undergivet tilsyn og økonomisk kontrol af en offentlig myndighed efter anden lovgivning, ikke er omfattet af loven.

§2 Formål

Stk. 1: JazzDanmark bidrager til at udbrede jazzen og udvikle hele musiklivet, ved at skabe værdi for mennesker gennem nye møder, oplevelser og samarbejder i og omkring jazz i Danmark og dansk jazz i udlandet.

§3 Finansiering

Stk. 1: JazzDanmarks virksomhed er baseret på tilskud fra Statens Kunstfond, tilskud fra private fonde og virksomheder samt sponsorater.

Stk. 2: JazzDanmark kan desuden påtage sig opgaver, som helt eller delvist finansieres ved egenindtægter eller tilskud fra anden side.

§4 Repræsentantskab

Stk. 1: JazzDanmarks repræsentantskab har til formål at sikre JazzDanmarks forankring i miljøet, tilføre viden til institutionen og skabe kontakt til interessenter, der kan bidrage til opfyldelsen institutionens formål.

Stk. 2: JazzDanmarks repræsentantskab er sammensat som følger:

1) Indtil 14 personer udpeges af og fra organisationer med tilknytning til jazzmiljøet. Repræsentantskabet beslutter med almindeligt stemmeflertal, hvilke organisationer der er udpegningsberettigede.

2) Indtil 12 personer vælges for en periode på 4 år på to stormøder afholdt i september måned i ulige år i hhv. København og Aarhus. Stormøderne er åbne for alle interesserede, ligesom alle kan vælges ind i repræsentantskabet. Der vælges 3 repræsentanter pr møde.

3) Repræsentantskabet vælger derudover indtil 8 personer som supplement hertil, personligt og med baggrund i særlige færdigheder eller med særlig interesse i og betydning for fremme af JazzDanmarks formål.

4) Alle medlemmer af JazzDanmarks bestyrelse er medlemmer af repræsentantskabet.

Stk. 3: Såfremt en organisation ikke er repræsenteret ved to på hinanden følgende repræsentantskabsmøder har repræsentantskabet mulighed for at videregive organisationens plads til en anden organisation under dagsordenens pkt. 3)

Stk. 4: Ordinært repræsentantskabsmøde afholdes én gang årligt i fjerde kvartal. Dagsordenen skal som minimum give repræsentantskabet mulighed for at drøfte JazzDanmarks aktiviteter i den forgangne periode og JazzDanmarks aktuelle planer samt at stille opklarende spørgsmål til JazzDanmarks økonomiske status.

Repræsentantskabet vælger endvidere dirigent, godkender referat fra sidste repræsentantskabsmøde og drøfter hvilke organisationer, der skal have udpegningsret til repræsentantskabet, samt om der er behov for (nye) suppleringsvalgte repræsentantskabsmedlemmer (jf. §4, stk. 2).

Lovlig varsling er 20 dage inden mødet pr. e-mail.

Medlemmer, der er udpeget af en organisation, kan i tilfælde af afbud sende en stedfortræder, såfremt dette på forhånd meddeles sekretariatet.

Stk. 5: Beslutninger i repræsentantskabet træffes med almindeligt stemmeflertal. Der kan ikke stemmes med fuldmagt.

§5 Bestyrelsens sammensætning og valg

Stk. 1: Bestyrelsen består af op til otte personer, der vælges for fireårige perioder.

Stk. 2: Fire medlemmer vælges af og fra repræsentantskabet, således at der ved repræsentantskabsmøder afholdt i lige år vælges to bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 3: Fire medlemmer vælges af bestyrelsen selv, med baggrund i erhvervslivet eller med andre kompetencer der kan forventes at hjælpe JazzDanmark til at opfylde sit formål. Disse medlemmer udpeges efter valg af repræsentantskabsmedlemmer til bestyrelsen, således at der i udpegningen er mulighed for at sikre diversitet, jf. §5, stk. 4.

Stk. 4: I sammensætningen af bestyrelsen tilsigtes højst mulig diversitet ift. bl.a. parametre som køn, alder og kompetencer. Enhver majoritet i bestyrelsen må ikke udgøre mere end 70% af den samlede bestyrelse.

Stk. 5: Bestyrelsen konstituerer sig med en formand og en næstformand.

Stk. 6: Hvis et medlem af bestyrelsen forlader bestyrelsen inden valgperioden er slut, kan bestyrelsen vælge at supplere sig selv. Et suppleret bestyrelsesmedlem indtræder i sin forgængers valgcyklus. 

Stk. 7: Hvis det afgåede medlem er valgt ind af repræsentantskabet, suppleres med det repræsentantskabsmedlem der kom tættest på valg ved sidste valg.

Stk. 8: Formanden og bestyrelsesmedlemmerne kan maksimalt vælges for to sammenhængende perioder á fire år.

§6 Bestyrelsens ansvar og møder 

Stk. 1: Bestyrelsen har det overordnede ansvar for JazzDanmarks drift i forhold til lovgivningen og i forhold til indgåede aftaler. 

Stk. 2: Bestyrelsen ansætter og afskediger JazzDanmarks sekretariatsleder, som med ansvar overfor bestyrelsen forestår den daglige drift.

Stk. 3: Bestyrelsen udarbejder en forretningsorden for sit arbejde. Forretningsordenen skal indeholde bestemmelser om inhabilitet og tavshedspligt.

Stk. 4: Bestyrelsen afholder mindst 6 årlige møder. Formanden kan indkalde til yderligere møder efter behov. Et flertal i bestyrelsen kan forlange indkaldt til ekstraordinært bestyrelsesmøde.

Stk. 5: Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når et flertal af bestyrelsens medlemmer er til stede – blandt disse enten formand eller næstformand.

Stk. 6: Beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal. Ved stemmelighed er formanden, eller i hans fravær næstformandens, stemme udslagsgivende.

§7 Tegning og fuldmagt

Stk. 1: Bestyrelsen tegnes af formanden og sekretariatslederen i fællesskab. Ved forfald af én af disse tegner den anden JazzDanmark i fællesskab med næstformanden og endnu et bestyrelsesmedlem. 

Stk. 2: Bestyrelsen kan delegere sin tegningsret vedrørende konkrete dispositioner til den daglige leder i henhold til beslutningsprotokollat (prokura).

Stk. 3: Bestyrelsen kan desuden meddele specialfuldmagter.

  

§8 Hæftelse

Stk. 1: For JazzDanmarks økonomiske forpligtigelser hæfter alene institutionens formue.

§9 Budget, regnskab og revision

Stk. 1: JazzDanmark er omfattet af bestemmelserne i lov og bekendtgørelse om økonomiske og administrative forhold for modtagere af driftstilskud fra Kulturministeriet.

Stk. 2: JazzDanmarks regnskabsår følger kalenderåret. 

Stk. 3: JazzDanmark skal senest to måneder før regnskabsårets begyndelse indsende et budget til den tilsynsførende myndighed med henblik på godkendelse.

Stk. 4: JazzDanmark skal senest seks måneder efter regnskabsårets afslutning indsende en af bestyrelsen godkendt årsrapport. Årsrapporten skal være revideret af en statsautoriseret revisor.

§10 Vedtægter

Stk. 1: Vedtægterne fastsættes af JazzDanmarks bestyrelse.

Stk. 2: Vedtægtsændringer kan kun besluttes, såfremt mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer stemmer herfor.

Stk. 3: Vedtægtsændringer skal godkendes af Statens Kunstfond.

§ 11 Opløsning

Stk. 1: Opløsning af JazzDanmark kan kun ske efter indstilling fra bestyrelsen på et særligt indkaldt repræsentantskabsmøde.

Stk. 2: I tilfælde af opløsning skal eventuelt overskydende midler anvendes til fremme af de i §2 nævnte formål efter godkendelse af Statens Kunstfond.

Vedtægterne er vedtaget af JazzDanmarks bestyrelse d. 17. januar 2017 som gældende pr. 1. april 2017.