Hovedbillede
Billede
Titel

Fire navne udtaget til Danish Vibes

Dato
Intro

Eksportsuccesen Danish Vibes fortsætter med at sætte fokus på det tyske marked. Fire nye artister er udvalgt og i år det Kenneth Dahl Knudsen, Janne Mark, Mambe & Danchilango og Basco feat. Jullie Hjetland, der deltager i Danish Vibes.

Waves
Indhold

En tysk jury har netop udvalgt de fire danske acts, Janne Mark, Kenneth Dahl Knudsen, Mambe & Danochilango og Basco feat. Jullie Hjetland, til at deltage i dette års Danish Vibes. Genreorganisationerne Tempi og JazzDanmark står bag projektet, som har stor succes med at give danske musikere en mulighed for at etablere sig på verdens 3. største musikmarked i Tyskland.
 
Igen i år oplever Tempi og JazzDanmark stor interesse for deres tyske eksportprojekt Danish Vibes. Med en jury bestående af tyske koncertpromotors, booking agenturer, PR-agenter og pladeselskaber er fire navne netop blevet udvalgt til at deltage i forløbet, der kulminerer i en stor showcase i Hamborg i november. Tempis projektleder Loa Opstrup udtaler:
 
“De sidste par år har vi kunnet mærke en stigende efterspørgsel fra tyske bookere og pladeselskaber på dansk musik, og samtidig har danske musikere stor interesse i at komme ind på det tyske marked. Derfor er eksportprogrammet Danish Vibes en vigtig platform for vores arbejde med målrettet at styrke den danske scene indenfor roots, folk, world og jazz i forhold til international musikeksport”.
 
I år er det 6. gang, at Danish Vibes sender danske orkestre igennem et forløb bestående af showcases, messedeltagelse, PR, performance-træning og ikke mindst strategi i forhold til det tyske marked.  Erfaringen er, at forløbet, som munder ud i showcasen i Hamborg for mere end 100 branchefolk, har stor effekt i forhold til at skabe kontakt til potentielle samarbejdspartnere.

Udover showcasen i Hamborg den 22. november, vil dette års Danish Vibes indeholde et spændende nyt tiltag i form af en ekstra showcase den 7. november i Køln. Med den ekstra showcase vil Danish Vibes kunne nå ud til flere dele af den tyske musikbranche og derved styrke Danish Vibes' netværk og muligheder på det tyske marked.