Hovedbillede
Billede
Ung Jazz finale 2017 2
Titel

Ung Jazz 2017 skal finde sin vinder

Dato
Intro

Den 18. udgave af Ung Jazz er fremme ved afgørelsen. Sidste koncert, inden vinderen kan kåres, bliver med sanger/pianist Claudia Campagnol og den københavnske sekstet, ALAWARI!, og forgår den 15. april i Jazzhouse. Koncerten starter kl.20.

Waves
Indhold

Den 15. april åbner Jazzhouse dørene til finalen i Ung Jazz. Her skal to lovende artister dyste om 10.000 kroner og titlen som vinder af 2017 udgaven af konkurrencen. På scenen står Claudia Campagnol og bandet ALAWARI!
 
Den 18. udgave af Ung Jazz er fremme ved afgørelsen. Sidste koncert, inden vinderen kan kåres, bliver med sanger/pianist Claudia Campagnol og den københavnske sekstet, ALAWARI! Hver finalist spiller 45 minutter, hvorefter en jury kårer vinderen. Aftenens jury består af tidligere Ung Jazz vinder og pianist Lars Fiil, bassist Jasper Høiby (Phronesis, Jasper Høiby’s Fellow Creatures etc.) og vinderen af Årets Nye Danske Jazznavn ved DMA Jazz 2016, Kathrine Windfeld.
 
Finalen foregår i Jazzhouse den 15. april kl. 20.00. Billetter koster 60 kr. og kan købes via nedenstående link eller Jazzhouses hjemmeside.
 
Vokal og soloklaver
Sangerinde Claudia Campagnol synger og spiller klaver, enten solo, i trio-, kvartet- eller kvintetkonstellationer. I Ung Jazz-regi, har hun dog valgt at optræde solo, hvilket hun er den første til at gøre i konkurrencens 17 år lange historie. Hendes lyd er varm og soul’et med inspiration fra pop og rhythm’n’blues, men også med en klar jazzreference, hvor improvisation og dynamik er i fokus. Semifinale-juryen sagde om Claudias optræden i semifinalen: ”Kompetent, modent og på et højt teknisk niveau. Gode kompositioner med avanceret harmonik, der fremføres overbevisende, både solistisk og som akkompagnement.”
 
Avantgardistisk luftighed
ALAWARI!’s musik tager udgangspunkt i enkle kompositoriske linjer, med stor dynamisk spændevidde. De simple kompositioner henter blandt andet inspiration fra den klassiske impressionisme, den moderne avantgarde-scene og den nordiske luftighed. Gruppen bruger intense improvisationer og klanglig minimalisme som modpoler og har en sans for spænding, der udvisker grænserne mellem komposition og improvisation. I Kolding viste ALAWARI! ifølge juryen ”et højt teknisk niveau med afsæt i flotte kompositioner, der blev båret af en stærk rytmegruppe med en fremragende bassist. Kompetente og kreative solistiske indslag og en gennemført sceneoptræden.”
 
Hjælp til vækstlaget
Førstepræmien i Ung Jazz er 10.000 kr. i støtte til et projekt, som koordineres med JazzDanmark. Pengene kan bruges til indspilning af musik eller video, turné, coaching eller noget helt fjerde. Ung Jazz har siden 2000 skabt nye muligheder for unge jazztalenter, der blandt andet får større erfaring med at spille live og udvider deres publikum og netværk. De seneste års vindere har desuden spillet på for eksempel Copenhagen Jazz Festival, Modern Jazz Days i Køge, Aarhus Jazz Festival og Giant Steps.


Line-up:
Claudia Campagnol (piano/vokal)
 
ALAWARI!
Frederik Engell - tenorsaxofon
Asger Uttrup Nissen - altsaxofon
Carlo Becker Lauritsen - trompet og flügelhorn
Sune Sunesen - piano
Jonatan Bak - kontrabas
Simon Forchhammer – trommer
 
Ung Jazz finale 2017
Jazzhouse, Niels Hemmingsens Gade 10, 1153 København K
Lørdag den 15. Aprtil, kl.20.00 (dørene åbner kl.19.00)
Entre 60 kr.
Billetter kan købes HER!
 
Følg Ung Jazz på Facebook eller ungjazz.dk.