Hovedbillede
Billede
Titel

Tre nye medlemmer udpeget til JazzDanmarks bestyrelse

Dato
Intro

Efter en åben proces, hvor hele 32 velkvalificerede kandidater meldte sig på banen til at besætte de tre ledige bestyrelsesposter, er vi nu glade for at kunne afsløre de nyudpegede bestyrelsesmedlemmer.

Waves
Indhold

Tre nye medlemmer udpeget til  JazzDanmarks bestyrelse


Efter en åben proces, hvor hele 32 velkvalificerede kandidater meldte sig på banen til at besætte de tre ledige bestyrelsesposter, er vi nu glade for at kunne afsløre de nyudpegede bestyrelsesmedlemmer. Vi er fulde af taknemmelighed og stolthed over den store tilslutning og interesse for JazzDanmarks arbejde.
 
De tre nyudpegede medlemmmer af bestyrelsen er
Maj-Britt Kramer, afdelingsleder for MGK på Sankt Annæ Gymnasium samt pianist og komponist.
Anders Ørbæk, kunstnerisk leder for Aarhus Jazz Orchestra samt freelance musiker, producer og koncertarrangør.
Jakob Dinesen, saxofonist og komponist.

De yderligere medlemmer samt mere info om bestyrelsen kan findes her.
 
Processen
Alle de foreslåede kandidater er blevet vurderet individuelt af den siddende bestyrelse i JazzDanmark på baggrund af de medsendte beskrivelser og motivationer. Vurderingerne blev lavet ud fra et ønske om at få de kompetencer dækket, der blev budt ind med og diskuteret på de to åbne jazzmøder, som blev afholdt i oktober og november, samt at sørge for god spredning ift. diversitet, geografi, køn, alder m.m.
 
Bestyrelsen udtaler:
"Der var 100% enighed om det endelige valg. Det er enormt værdifuldt at have så mange kvalificerede folk at vælge imellem. I udvælgelsen har vi vægtet at få erfarne musikprofiler ind i bestyrelsen, bl.a. nogen med musiker/komponisterfaring og som også har et godt netværk i jazzmiljøet i Danmark. Vi har også vægtet at gøre plads til så mange nye som muligt i respekt for det store fremmøde på de åbne jazzmøder i København og Århus og den store interesse for at stille op til bestyrelsen."


Bestyrelsesleder Jens Jepsen takker af
I forbindelse med nyudpegningerne har Jens Jepsen valgt ikke at genopstille og dermed at træde ned fra posten som bestyrelsesleder. JazzDanmark vil gerne takke Jens for hans store indsats, som har været uvurderlig især med tanke på den komplicerede proces, som organisationen har gennemgået i løbet af den store undersøgelse af genreorganisationerne, der har forløbet i 2018-2020.

Det er op til den nye bestyrelse at konstituere sig selv på det førstkommende møde i december, hvorefter en ny bestyrelsesleder samt vicebestyrelsesleder vil blive offentliggjort.
Jens Jepsen udtaler:
"Jeg har valgt at trække mig, da jeg synes at tidspunktet var passende  ift. den nye bestyrelsesstruktur. Derudover er min daglige kontakt til jazzmiljøerne blevet mindre efter jeg stoppede som daglig leder af Klaverfabrikken i Hillerød først på året. Jeg ser frem til at følge udviklingen i JazzDanmark og har været meget glad for samarbejdet med bestyrelsen, den daglige ledelse og sekretariatet."
Foto: Marie Hald
Der skal også lyde et rungende tak til de tre medlemmer Karsten Bech, Johan Bylling Lang og Laura Toxværd, som har været uvurderlige kræfter i bestyrelsen i de sidste mange år. Vi håber, at hverken de eller vi slipper taget helt på hinanden i den kommende tid.
 
Flere af de foreslåede samt udpegede kandidater til bestyrelsen deltog i de åbne jazzmøder, som JazzDanmark afholdt i oktober og november i både København og Aarhus. Over 80 mennesker deltog samlet set i møderne, hvor netop kompetencer i JazzDanmarks bestyrelse var et punkt på dagsordenen.
For mere info kontakt
Leder af JazzDanmark, Eva Frost, eva@jazzdanmark, tlf. 3345 4308